Hverdagsliv

Her kan du læse om dagligedagen på Steensvang

Aktivteter på Steensvang

Vi har mange gode aktiviteter for beboerne her på Steensvang. Fravær af aktivitet betyder mangel på stimulering. Resultatet er ofte dårligere trivsel og et større fald i funktionsevnen, end de kognitive skader i sig selv kan forklare. Derfor lægger vi stor vægt på aktiviteter, og du kan herunder læser om vores aktiviteter.

Erindringsdans

3 personaler er blevet erindringsdansinstruktører, og nu er vi startet op med dans hver mandag formiddag. Det er fantastisk at se, hvordan beboerne blomstrer op, når de hører og mærker musikken i kroppen.
Når vi danser, får vi rørt os på en god måde, vi ”vågner op” og vi er tilstede i nu’et, og så er det en god måde hvorpå beboerne kan få fysisk kontakt til et andet menneske. Der opstår et fællesskab og en samhørighed i rummet. 
Musikken involverer mere intakte områder af hjernen, så selv svært demensramte kan genkende, og forholde sig til musik. De motoriske funktioner fra barndommen er intakt, så langt de fleste med demens vil stadig være i stand til at danse med på sange, de kender fra deres ungdom.

Vi afslutter året med et dansebal :)

Banko

Hver tirsdag samles beboerne til banko sammen med to frivillige. Vi starter med kaffe og lidt sødt til, imens vi snakker og venter på, at alle bliver samlet. Når kaffen er drukket, deles der bankoplader og brikker ud. Spillet går i gang, og ved én række, to rækker og ved pladen fuld, deles der præmier ud.
Banko er godt, idet beboerne kommer ud blandt de andre beboere og får mulighed for at være sociale, hvilket giver glæde og øger følelsen af samhørighed.
Når vi spiller banko skærpes koncentrationen. Fokus flyttes væk fra sygdom og bekymring og hen på spillet. Beboerne er til stedet i nuet og glemmer for en stund, at de måske ikke kan så meget mere.

Eftermiddagshygge

Onsdag eftermiddag er blevet vores hyggeeftermiddag. En pige fra køkkenet og vores ergoterapeut er sammen om at skabe en hyggelig eftermiddag for beboerne med et veldækket kaffebord med servietter, blomster og hjemmebag. Det kan være alt lige fra boller til medaljer, roulade eller pandekager med is og flødeskum. 
Når kagen er spist, synger vi sange efter ”Senior sangbogen” og skåler i kirsebærvin imellem sangene.   
Beboerne fortæller, at det er så dejligt at mødes med de andre beboere, så de kan snakke på kryds og tværs. Onsdag eftermiddag flyver afsted i godt selvskab. Beboerne får en øget følelse af samhørighed og et fælleskab med de andre beboere. De glemmer igen, for en stund, alle bekymringerne og fyldes af en indre ro og glæde ved sangen og nærværet.

Gudstjeneste

Hver anden torsdag kommer den lokale præst til Steensvang og holder Gudstjeneste for beboerne. Inden Gudstjenesten begynder, starter vi med en kop kaffe og lidt sødt. Vi snakker og har en hyggelig stund.
De store livsbegivenheder er oftest forbundet med kirkelige handlinger, og det kan let give anledning til en snak om deres bryllupsdag, konfirmation eller andet.

Sang og musik

Én gang om måneden får vi besøg af Gerda, som er frivillig. Hun spiller klaver og synger sammen med os efter et sanghæfte med sange fra beboernes ungdomstid. I pausen får vi kaffe og efter en god snak, synger vi efter ”Seniorsangbogen”.

Vi kan bruge sang som et aktivt redskab til mere afslapning, afstresning og færre spændinger i kroppen.

Det at synge er en fysisk handling - ligesom når man dyrker sport. I begge tilfælde, når man trækker vejret dybt ned i maven, bliver der frigivet en masse velværehormoner, de såkaldte endorfiner. Men den kontakt, man får med sig selv, er mindst lige så væsentligt. Når man synger, er man meget fokuseret. Man kan hverken græde eller grine. Man kan heller ikke tænke på andre ting. Man tænker kun på sang - og de bekymringer, man ellers måtte have, bliver sat på pause. 

Cykelture og gåture

Når vejret tillader det, tager vi på gåtur eller cykeltur. Havnen er et oplagt udflugtsmål, hvor der er mulighed for at købe en pølse og brød eller en is.
Når vi er på tur, er det nærliggende med gode samtaler. Vi taler om det vi ser, det vi dufter, det vi hører og det vi mærker. Alle sanserne bliver berørt. Det er rart for beboerne at komme ud at opleve noget andet og derefter kommer hjem og fortælle de andre om, hvad de har set.

Er vejret rigtig godt, sidder vi ofte i vores gårdhaver, hvor der er læ og smukke blomster at se på.